Bedøvelse
Bedøvelse og regler for faste
Det er blevet aftalt at du skal opereres og med lægen er det ligeledes aftalt vordan du skal bedøves. Er der aftalt at du skal fuld bedøves eller bedøves i ryggen gælder følgende:
På operationsdagen skal du møde fastende.
FASTE betyder:
De sidste 6 timer inden operationen må du ikke spise noget. Du må heller ikke drikke noget der indeholder mælkeprodukter eller alkohol. Du må gerne drikke vand, saftevand, the eller kaffe uden mælk indtil 2 timer før mødetidspunktet.
De sidste 2 timer før operationen må du intet drikke, ikke ryge og ikke tygge tyggegummi.
Du skal indtage din sædvanlige morgenmedicin undtagen blodfortyndende medicin. Hvis du er i tvivl, er du velkommen til at kontakte os.
Er du forkølet, har ondt i halsen eller har influenza, så ring ind og snak med os, helst dagen før du skal opereres.
Undgå at have smykker, neglelak eller makeup på.
Hvordan foregår en fuld bedøvelse
Du kommer til at sove helt. Der vil blive lagt en tynd kanyle i en blodåre på hånden, hvorigennem der tilføres væske. Den bedøvende medicin sprøjtes også ind gennem kanylen i hånden, hvorefter du sover i løbet af 2-3 minutter.
Under operationen vil du sove og intet mærke.
Der måles puls og blodtryk under hele operationen og der sættes 3 elektroder på brystet, så hjertet kan overvåges.
Umiddelbart efter operationen er du vågen, om end lidt træt og søvnig.
Efter operationen kommer du op på vores opvågningsstue. Du vil her fortsat få målt blodtryk og puls.
Du vil ret hurtigt blive tilbudt mad og drikke samt smertestillende medicin.
Hvordan foregår en rygbedøvelse
Forberedelserne er som til fuld bedøvelse. Derefter sættes du op og vaskes af på ryggen. Med en meget tynd kanyle lægges lokalbedøvelse i huden og længere ind mellem to hvirveltappe. Dette kan selvfølgelig spænde lidt men plejer ikke at være noget større problem. Derefter lægges den lidt længere såkaldte spinalkanyle ind i et væskefyldt hulrum omkring nerverne. Der sprøjtes lokalbedøvelse, hvorefter du vil mærke varme i benene og de begynder at sove. Derefter kan operationen starte. Under operationen kan man vælge at være vågen eller ønske få noget beroligende medicin, således at man ligger og halvsover. Det er også muligt at høre musik og du kan evt. tage dine egne CD’er med.
Komplikationer
Efter fuld bedøvelse kan man i sjældne tilfælde få kvalme, hæshed eller ømhed i halsen, men der er oftest intet ubehag. Efter rygbedøvelse kan der i sjældne tilfælde være lidt ømhed i ryggen ved indstiksstedet et mindre stykke tid efter. Dette vil hele tiden være aftagende. I meget sjældne tilfælde kan man få en speciel form for hovedpine, som dog vil være karakteristisk ved at være der når man er oppe og forsvinde når man ligger ned. Denne kan behandles og er med de moderne og meget tynde og specielt slebne nåle en stor sjældenhed.
Hvornår må jeg komme hjem
Hvis ikke du skal indlægges vil du være klar til at forlade afdelingen efter 1-2 timer.
Inden udskrivelsen skal du have ladt vandet. Du skal have en voksen person til at komme og hente dig.
Når du kommer hjem, må du ikke være alene hjemme før næste dags morgen.
OPERATION I LOKALBEDØVELSE
Skal du igennem en mindre operation, som kan foregå i lokalbedøvelse, hvor kun pågældende område bedøves, f.eks. en finger ,hånd, knæ eller andet, behøver du ikke at tænke på fasteregler. Du må spise og drikke som du har lyst til op til operationen.Du skal afse ca 3 timer hos os ialt på operationsdagen. Det er en god ide at sikre dig, at du har en til at køre dig hjem efter operationen.
Vi håber denne skrivelse kan være dig til hjælp både før og efter operationen. Hvis der opstår spørgsmål eller tvivl, er du altid velkommen til at kontakte os på tlf. 76 94 71 60.