Kikkertundersøgelse af knæ (Artroskopi)

Vi har i fællesskab besluttet, at du skal have foretaget en kikkertundersøgelse af dit knæ, for om muligt at stille en eksakt diagnose, og for at operere det, der umiddelbart er muligt gennem kikkerten.

Ved den almindelige kliniske undersøgelse kan man kun stille en tilnærmet diagnose. Man kan feks. ikke mærke forskel på en læsion af menisken eller en skade på brusken i samme ledkammer.

Vi råder over forskellige andre diagnostiske hjælpemidler: Almindeligt røntgenbillede . Hvis man har mistanke om knoglebrud eller slidgigt, kan man have glæde af et røntgenbillede, også ved egentlige sygdomsprocesser lokaliseret til knoglerne, men det er sjældent. Ved MR-skanning kan man få et ganske godt overblik over korsbåndene og menisker. Bruskskader kan også vurderes ved en MR-skanning.Dog er en MR scanning ikke altid 100 % sikker. Er den kliniske undersøgelse hos speciallægen endt med en forholdsvis sikker diagnose, som vil kræve en kikkertoperation, kan man undgå en MR scanning. I tvivltilfælde vil en MR scanning dog kunne blive aktuel inden en kikkertoperation.

Ultralydsundersøgelse af knæleddet er endnu forholdvis lidt anvendeligt. Det er dog en udmærket undersøgelse til at påvise skader i bløddelene, specielt senerne omkring knæet. Med lidt held kan man se meniskerne, men det er usikkert. Korsbåndene kan man næppe se med tilstrækkelig sikkerhed.
Mest sikker er kikkertundersøgelsen, specielt når den foregår i øvede hænder, men man skal alligevel være klar over, at den ikke er 100% sikker. Ved kikkertundersøgelsen kan man få en fuldstændig præcis oversigt over brusken i knæet, og man kan vurdere hvor fremskreden en evt. slidgigt er. Det er en meget god undersøgelse til at planlægge hvilken type operation der eventuelt yderligere skal foretages på grund af slidgigten.

Også lokale bruskskader som kan opstå, når man slår sit knæ, kan man få en oversigt over og ofte delvist udbedre ved kikkertoperationen.
Undersøgelse af korsbåndene kan foregå dynamisk, dvs. man kan få et indtryk af funktionen. Man ser korsbåndene ret sikkert, men det er alligevel muligt at tage fejl.Specielt kan det bagerste korsbånd være vanskeligt at vurdere med sikkerhed.

Meniskerne kan bedømmes med ret stor sikkerhed, men også en menisklæsion kan overses.
Man kan kun se det indvendige i knæet, men ikke sener og ledbånd omkring leddet.
Ved kikkertundersøgelsen foretages samtidig operation for meniskskader, hængende bruskflapper, generende slimhindefolder, arvævsdannelser og lignende.
Hvis man finder en menisklæsion, kan man altid fjerne den løse meniskdel. Nogle gange er det muligt at sætte den på igen. Det kræver længere sygemelding, men man regner med at det er en fordel med hensyn til den slidgigt, som kan udvikles ad åre som følge af den manglende menisk.
Korsbåndsskader kræver en speciel operation. Man kan ikke foretage en rekonstruktion af dit korsbånd i lokalbedøvelse. Får du derfor påvist en skade på dit korsbånd, som kræver operation, vil vi planlægge dette til et senere tidspunkt.

Sædvanligvis foretages kikkertundersøgelsen/operationen i lokalbedøvelse, dvs. med lokale indsprøjtninger i knæet. Selve lokalbedøvelsen er forbundet med moderate smerter, men det hjælper hvis du tager feks. 2 Panodil eller 1 gigtpille 1-2 timer før undersøgelsen.
Når først knæet er lokalbedøvet mærker man ikke meget til selve undersøgelsen. Lokalbedøvelse er ufarlig, og du kan gå på benet umiddelbart efter.
Ønsker man ikke operationen foretaget i lokalbedøvelse, kan du også få det foretaget i fuld bedøvelse eller rygmarsbedøvelse.
Du kan selv følge med på TV-skærmen under kikkertundersøgelsen. Det virker ikke ubehageligt, men interessant.
Bagefter hæver knæet, afhængigt af hvad der er foretaget. Sideløbende kan der være moderate smerter. Dette er helt normalt.
Ofte er det hele ovre i løbet af 1 til 2 uger, men efterforløbet kan også tage flere uger uden at der er noget galt.
Hvis knæet reagerer med hævelse under brug skal du skåne det. I modsat fald øge funktionen.
Enkelte gange kommer der blødning i knæet, og det kan medføre spændt hævelse 1-2 dage efter. Det kan blive nødvendigt at punktere knæet , gerne hos os, men evt. på lokalt sygehus eller hos egen læge.

Du skal arbejde med alle benets muskler. Gå så normalt som muligt.
Tag smertestillende tabletter, hovedsaglig gigttabletter så længe det er nødvendigt.Du vil få smertestillende medicin med hjem efter operationen.
Infektion forekommer sjældent, men hvis der kommer hævelse, dunkende smerter, rødme, varmefølelse eller feber, skal du straks kontakte os eller egen læge. Man skal da sætte behandling i gang med det samme.
Lidt hævelse og lidt varmeøgning de første dage efter operationen er helt normal.
Bruger du blodfortyndende medicin eller fiskeoliekapsler,og skal du opereres i fuld bedøvelse eller rygmarvsbedøvelse, bedes du stoppe med dette 5 dage før undersøgelse/operation, da disse midler øger blødningstendensen.

Skal du opereres i lokal bedøvelse behøver du ikke holde pause med din medicin.Medicinen vi bruger til lokalbedøvelse indeholder adrenalin som forhindrer blødning.
Er det blevet aftalt at du skal opereres i lokalbedøvelse skal du afsætte ca 3 timer hos os. Du skal sikre dig, at du kan blive afhentet, idet du ikke bør køre bil det første døgn.
Skal bedøvelsen foregå på anden måde, skal du ligeledes sikre dig, at du ikke overnatter alene den første nat. Du skal her afsætte ca 4-5 timer hos os. Du skal møde fastende dvs. at du ikke må have spist indenfor de sidste 6 timer inden operationen. Du må gerne drikke tynde væsker, dog ikke de sidste 2 timer før operationen.