Knæprotese
Operation for slidgigt i knæet.
Lidt om sygdommen, og hvad man kan gøre:
Årsagen til slidgigt i knæet er ofte ukendt, men fejlstilling omkring knæet kan give slitage af brusken på grund af skæv belastning. Et tidligere brud i knæregionen kan også være årsagen. En gammel skade på korsbånd eller menisker tenderer ligeledes til slidgigt.
Resultatet er tiltagende nedslidning af brusken i et eller flere ledkamre. Samtidig degenererer menisken i de ledkamre, der er angrebet. Hvis brusken slides helt igennem, går man direkte på knoglen, og det gør ondt. Nogle gange er smertemekanismen, at der dannes halvløse bruskflapper, som kommer i klemme. Disse løse flapper kan også stamme fra menisken, og klinisk kan man ikke skelne det ene fra det andet.
Hvis nedslidningen hovedsagelig sidder i indvendige ledkammer, bliver knæet mere og mere skævt - hjulbenet. Det forøger fejlbelastningen og dermed nedslidningen.
Forskellige stoffer har været forsøgt til biokemisk genopbygning af brusken. Det være sig lægestyrede behandlinger eller alternativ medicin. Det skal man selvfølgelig prøve først, hvis man føler for det. Fiskeolie hjælper måske nogle.Andre har også god virkning af Glucosamin.
Behandling med gigtmidler kan klare problemerne i kortere eller længere tid, men er ikke helbredende.
Man kan i lange perioder være næsten ubesværet af en ret betydelig slidgigt, endog dyrke sport.
Ofte kan man have glæde af en kikkertoperation, hvor man kan trimme knæet for løse flapper fra brusken eller menisker. Ved kikkertundersøgelsen kan man bedst bedømme knæets samlede tilstand og dermed planlægge evt. yderligere behandlingstiltag.
Hvis slidgigten næsten udelukkende sidder i indvendige ledkammer, således at man bliver tiltagende hjulbenet, kan man overveje at rette benet op med en operation, hvor underbensknoglen gennemsaves og vinkles udad - en såkaldt osteotomi. Ideen er at lægge belastningen over i udvendige ledkammer. På den rette indikation virker operationen i mere end 5 år i 2/3 af tilfældene.
Hvis nedslidningen i indvendige ledkammer er for massiv, er løsningen i stedet en lille protese, som kun omfatter denne del af knæet.
Disse 2 metoder er kun aktuelle for relativt unge pt., som har brug for en ekstra god bevægefunktion, eller forventes at leve så længe, at det ad åre måtte blive nødvendigt at udskifte protesen på grund af slitage. Så er man bedre stillet end ved udskiftning af den store totalprotese.
Hvis knæet er jævnt nedslidt, er den kirurgiske behandling en totalprotese med ”forsåling” af samtlige bruskflader. Det er en betydelig større operation, som kræver længere rekonvalescenstid, men stadig samme korte indlæggelsestid. Den store protese er dog på længere sigt en mere sikker behandling, og den holder i regelen utrolig længe- tilsyneladende mere end 20 år. Bevægefunktionen forbliver dog indskrænket. Man skal være tilfreds, hvis knæet kan bøjes til vinkelret - men så kan man cykle.
Langt de fleste bliver smertefri, men enkelte gør det ikke - af uforklarlige grunde.
Egentlig leddegigt er en sag for sig og omfatter flere led. Denne sygdom vil altid være udredt af reumatolog og først behandlet medicinsk, når man sluttelig finder grund til at sætte et nyt led ind. I så tilfælde altid en totalprotese.
De primære komplikationer er sjældne, mindre end 1 %, men infektion kan naturligvis forekomme. Hvis det sker, er det alvorligt og en ny operation påkrævet, evt. med udskiftning af protesen. I sjældne tilfælde kan det hele så ende med et stift knæ.
Almene komplikationer i retning af blodpropper, som kan være fatale, er relativt sjældne, men forekommer. Man søger at forebygge dette med blodfortyndende medicin omkring operationstidspunktet.
Rygere har forøget risiko for komplikationer og ringere sårheling.
Gigtmidler:
Magnyl og de fleste almindelige gigtmidler nedsætter blodets koagulation på en måde, som gør operationen besværlig på grund af blødning, som er vanskelig at standse. Man bør derfor 1 uge inden operationen gå over til et andet smertestillende middel, som ikke har denne virkning, feks. Pamol eller Panodil. De giver også færre bivirkninger fra maven. Smertedækning i dagene op til operationen er en fordel for hele forløbet.
Bruger du Fiskeoliekapsler, skal du stoppe med brugen af dem mindst en uge før operationen, da disse giver lignende komplikationer. Det samme gælder naturmedicin af enhver art.
Man må gøre sig klart, at en operation kan være forbundet med smerter. Vi forsøger at lindre smerterne, men det gør ondt, mere jo større operationen er. Allerede dagen efter operationen aftager smerterne.
Du er oppe at gå samme dag som du er opereret. Du bliver vejledt af en fysioterapeut under indlæggelsen.
Du skal gå i dit eget tøj under indlæggelsen, så snart du er ude af sengen. Du skal medbringe nogle rummelige sko, hvor der er plads til en forbinding. Det er ikke godt at gå rundt i strømpesokker, da man let glider på gulvet.
Du bliver udskrevet, så snart du kan klare dig selv i hjemmet med hjælpemidler, men der skal være nogen hjemme til at hjælpe dig de første dage. Indlæggelsen varer ca.1-2 dage.De fleste patienter kan udskrives dagen efter operationen.
Vi vil gerne selv fjerne trådene 14. dag, da det er en god lejlighed til at vurdere såret og om forløbet af din operation har været tilfredsstillende..
3 mdr. efter operationen ses vi til et afsluttende check
Vi vil gerne kontaktes undervejs, hvis der opstår problemer.
Vær opmærksom på infektioner rundt omkring i kroppen. Bakterier kan føres med blodet til den indsatte protese. Dette gælder ikke mindst omkring operationstidspunktet. Tænk også på tænderne.
Vi vil gerne forberede projektet så godt som muligt i samarbejde med din egen læge og den sygehusafdeling, som har set dig primært. Fra disse sidste skal vi have tilsendt journal og relevante røntgen billeder.
OBS:
Ca. en uge forud for operationen bedes din egen læge venligst foranledige undersøgelse af urinen med henblik på betændelse i vandet- stiks og urinmikroskopi.
Endvidere følgende blodprøver: Blodprocent - HB og infektionstal – SR og CRP samt væsketal - natrium, kalium og kreatinin.
Hvis der kan være problemer med hjerte/ lunger, bedes din læge også få taget røntgen af brystkassen og hjerteundersøgelse - EKG.
Din læge bedes sende svarene på disse prøver til os.
Blodtrykket skal ligeledes være normalt.
Vi skal også have oplysning om andre almene lidelser, som kunne influere på narkosen eller operationen. Ring hvis der er noget akut, specielt i retning af infektionssygdomme.
Din egen læge er også meget velkommen til at ringe.
Vi skal kende din højde og vægt. Oplys venligst selv.
Husk at medbringe det vedlagte skema i udfyldt stand, underskrevet!
Når du kommer til indlæggelse, skal du tage bad hjemmefra og skifte til rent tøj- undertøj, skjorte og bukser. Klokkeslettet for indlæggelsen skal nøje følges.
Du skal møde fastende (6 timer) men må gerne drikke lidt vand. (se information om fuld bedøvelse)
Ved den afsluttende 3 mdrs. kontrol vil der blive taget et røntgenbillede af dit knæ.
Efter operationen går der nogen tid, før det hele sætter sig og fungerer uden smerter. Der kan gå op til et år før resultatet af din operation kan opgøres endeligt.
Vi stiler mod, at knæet kan bøjes fra strakt stilling og mindst til vinkelret. Hvad der ligger ud over det, er en sidegevinst.
Når det er opnået, kan fysioterapien ophøre, ofte ved udskrivelsen. Ellers fortsætter træningen ambulant.
Hvis det er meget sejt at få knæet i gang, kan det være formålstjenligt, at få det bøjet igennem i narkose. Det kræver indlæggelse her eller på lokalt sygehus, efterfulgt af energisk fysioterapi.
Det forekommer, at den tilsigtede bevægefunktion ikke kan opnås.
Hvis der kommer tegn til infektion: varme, rødme, dunkende smerter, feber, skal vi straks høre fra dig. Ligeledes ved sårproblemer.
Når såret er lægt, kan knæet stort set tåle alt.
Undgå dog sportsgrene, som kræver knæliggende stilling. Knæskallen er det svage punkt, så stød mod forsiden bør undgås.
Bilkørsel er tilladt når du selv føler det er forsvarligt, ofte ikke den første måned til to.