Tennisalbue
Epicondylitis lateralis. Tennisalbue er en overbelastningsskade, som typisk giver smerter omkring overarmsknoglens udvendige fremspring ved albuen, hvor strækkemusklerne til fingrene og håndled udspringer.Formentligt opstår der i forbindelse med gentagne og ensformige bevægelser af underarmen og håndleddet irritation omkring dette område, som betinger smerter ved udstrækning af albuen og bagudføring af håndleddet mod modstand. Desuden direkte ømhed omkring den udvendige del af albuen.
Diagnosen stilles på sygdomsbilledet alene.
Behandlingen er i første omgang ro af armen. Der er igennem tiderne forsøgt med et utal af forskellige behandlinger. De mest almindelige er : Ultralyd,smertestillende, akupunktur, immobilisering af armen i få uger. Blokadebehandling med binyrebarkhormon kan forsøges få gange.
En ændring af ens arbejdsmønster bør til tider overvejes.
Har der ikke været effekt af ovenstående tiltag, kan operation være en god løsning.
Operationen foregår i lokalbedøvelse. Der laves et lille snit henover den udvendige del af albuen, og tilhæftningen af senespejlet gennemskæres tæt på knoglen. Herefter sys blot huden, og derpå en let komprimerende forbinding som kan skiftes i løbet af få dage.
Trådene skal fjernes efter 14 dage. Dette kan foregå hos os eller hos egen læge.
Du må bruge armen og albuen så snart smerterne tillader dette. Det er oftest samme dag.